Søndag d. 7. juni
Vejret er dejligt med høj klar sol. Hvad gør vi med vores GPS til søkortet i computeren. Jo-da, vi ringer til Rune og hører om han har lyst til, at køre en tur til Gilleleje. Ju-hu, han kom ved 10 tiden og hentede os. Hjem til Rødovre, og ledte højt og lavt i alt hvad vi har af gemme-cd-rommer. Men AK - nej ingen GPS-cd, at finde. Rune fik kigget på vores nye computer, og fik det søkort ind, vi skal bruge på vores videre togt og Teddy fik slået græsset :o) . Ved 15 tiden tog vi toget tilbage til Gilleleje. Vi må videre i morgen, og så må vi se hvad vi gør.................... Ny GPS (måske).
Mandag d. 8. juni
Fint vejr og rigtig god vind til Miss Mari m/besætning. Vi stævnede ud fra hyggelige Gilleleje ved 10 tiden og sejlede langs Sjællands nordkyst til "hullet" til Roskilde fjord. Efter 24 sømil anløb vi Lynæs havn ved 16 tiden. Fik god plads langs kajen i gæstehavnen. Grillede dejlige bøffer, så humøret var højt. Gik en aftentur i pragtfuldt vejr. Lynæs havn ligger utroligt smukt, med udsigt over Isefjord, Hornsherred og ind i Roskilde fjord. Det var en dejlig dag.
Gilleleje havn.
Grillning i Lynæs havn.
Tirsdag d. 9.juni
Fint vejr med sol og god vind fra morgenstunden. Vi havde fået et tip fra Peter (Fortuna) og Lynæs bådudstyr, at man kan downloade programmet til GPS-musen. Så kaptajn Teddy var glad, da det fungerede. Vores plan var, at besøge Orø, som ligger i Isefjorden. Men jo tættere vi kom øen, jo mere blæste det op og regnen væltede ned. Så vi sejlede til Holbæk gl. havn, hvor vi kom godt i læ.
Fik lukket godt op for varmen i Miss Mari, og hyggede i kahyt resten af dagen.
Gitte og Leif på besøg.
Onsdag d. 10.juni
Nu regner det - nu regner det ikke - nu regner det - nu regner det ikke. Dagen gik med en lille tur i byen og vi fik provianteret, da vejrudsigten sagde: regn - regn og atter regn, samt hård kuling de næste 3 dage. Et dejligt besøg fik vi af vores søde genboere hjemmefra. Så der blev hygget et par timer med gode øller :o)) Tak for besøg Gitte og Leif.
Torsdag d. 11.juni.
Ud og sejle skulle vi, så vi drog fra Holbæk ved 11 tiden og sejlede 0.8 sømil = 20 min. over til den lille hyggelige naturhavn Hørby, som ligger godt beskyttet for alle vinde. Der hyggede vi os sammen med vores venner Margit og Per. Fik vasket tøj hos dem og spiste lækker flæskesteg hos dem.
Se - det er service.
Fredag d. 12.juni
Hvad kan man sige, dagen gik som torsdag, nemlig med regn i kaskader og vild vind. Men godt vi havde Margit og Per. Igen hygning.
Lørdag d. 13.juni
Endelig fik vi solskin, men blæsten var der stadig. Vi fik besøg af Hanne, Brian og dejlige børnebørn om eftermiddagen. Gik lang tur og grillede ved klubhuset sammen om aftenen. Åååååhhh, hvor var det dejligt, at se dem. Tak for besøg kære Jer.
Grillning i Hørby havn.
Søndag d. 14.juni
Om formiddagen kom Margit og Per. Per fik våd-dragt på, og en tur i baljen. Ned under Miss Mari og kigge efter på kølen og "understellet", for at se, om hun havde lidt skade efter vores uheldige møde med den svensk store sten. GUDSKELOV så hun fin ud. Men et lille hak var der kommet forneden på jernkølen (ingen fare). Det var dejligt, at få konstateret. Så kan vi roligt tage videre og fru Svensson kan sove roligt om natten igen. Tak for hjælpen Per. Kl. 16,30 var vinden løjet så meget af, at vi kunne komme videre. Vi sejlede ca. 18 sømil og ankom til Rørvig ved 19,30 tiden. Det var skønt, at komme videre.
Per skal under Miss Mari.
Per godt oppe igen.
Mandag d. 15.juni
Det blev til atter en overligger dag, da vinden var vældig hård, men Rørvig havn er en meget hyggelig havn, og området er meget smukt med udsigt til Roskilde/Isefjordene, så vi fik kigget lidt på området og grillede om aftenen.
Tirsdag d. 16.juni
Vi sejlede fra Rørvig kl. 08,30 mod Odden havn, hvor vi ankom ved frokosttid efter ca 18 sømil. Vinden var stadig hård med pæne bølger lige imod os. Imorgen har Teddy fødselsdag, og det eneste han ønsker sig er: ØSTEN-VIND. Jeg må se hvad jeg kan gøre :o))
Lidt historie fra Odden. I år 1801 foregik der ud for Odden havn et dramatisk søslag, hvor søhelten Peter Willemose på linieskibet "Prins Christian", kæmpede forgæves mod den engelske overmagt. Der ligger et stort anker på havnen, som menes at være fra en engelsk fregat. På Odden kirkegård ligger Peter Willemose begravet. Vi fik desværre ikke besøgt ham. Men det er nu meget godt med lidt Danmarkshistorie.
Om aftenen gik vi en lang tur langs Oddens høje skrænter og en solnedgang over havet fik vi med.
Onsdag d. 17.juni
Idag er det Teddy´s fødselsdag - hurra - hurra - hurra og tillykke søde kaptajn. Op og kigge på vejret, desværre kunne jeg ikke opfylde Østen-vinds-ønsket. Men Teddy fik en god dag, for vi sejlede til Ballen havn på Samsø. Vi sejlede gennem Sjællands Rev (Snekkeløbet) og ind i Samsø Bælt, hvor Molslinien´s flyvebåde fløjtede om ørene på os. Lidt nervepirrende og hårrejsende. Vinden var god, men desværre atter imod os. Pæne ½ meters bølger, men lange og seje. De sidste 8 sømil satte vi et rebet forsejl. Det var dejligt at anløbe Ballen havn kl. 18,30 efter 35 sømil i solskin. Vi blev taget imod af et par fra Brøndby havn, vi havde mødt i Odden havn. Øl og gl. dansk og HURRA for Teddy.
Teddy holder fødselsdag.
Udsigt fra Restaurant Skipperly i Ballen havn.
Vi spiste pragtfuld middag på Restaurant "Skipperly", som ligger i havnen. Kommer I nogensinde til Ballen havn på Samsø, kan denne restaurant anbefales.
Torsdag d. 18.juni
I skrivende stund ligger vi stadig på Samsø og hygger os. Har været ude og kigge på byen (meget lille) Imorgen kommer cyklerne frem, så må vi ud og udforske lidt mere af hyggelige Samsø.
Det skal lige siges, at Teddy har det godt igen. Har kun lidt ondt i nakken, og håret titter dunet frem. Har fået fint sommer-sejltøj i gave istedet for Østen-vinden. Fru Svensson nerver er også "næsten" helbredt.
Hav det godt til næste gang vi skriver.
Mange hilsener fra Miss Mari´s besætning
Teddy og Marianne