Torsdag d. 17.juni 2010
Godmorgen kl. 05,00 med morgensang ombord "Idag er det Teddy´s fødselsdag - hurra - hurra - hurra....osv.osv." Tillykke søde Teddy. Selvfølgelig var vejret med høj solskin, og kl. 06,00 stævnede vi ud sammen med Holiday og satte kursen mod Visby på Gotland. Morgenmaden blev indtaget, samt gl. dansk. Gaverne blev pakket ud og humøret var højt. Sejlene sat, men men næsten ingen vind, så motoren hjalp til. 46 sømil sejlede vi og kl. 15,00 nåede vi Visby efter en dejlig sejlads, spændte på hvad der ventede os. Vi fik en god varm plads i den flotte havn, som ligger midt i hjertet af Visby. Hurra - et ønske blev også opfyldt, nemlig - at komme til Gotland. Om aftenen fandt vi sammen med Maja og Ole en dejlig restaurant og fejrede Teddy med en velfortjent stærk øl, 7,2%, og lækker mad. Tjeneren var glad, for endelig kom der nogle gæster, som kunne drikke rigtig øl :o)) En dejlig fødselsdag for kaptajn Teddy.
Kaptajn får gaver.
Fødselsdagsmiddag.
Fredag d.18. og lørdag d.19 juni 2010.
Vi brugte 2 dage på Visby i smuk solskinsvejr. En fantastisk by, hvor der nærmest er sydlandsk stemning i gaderne. Mest berømt er Visby som Hansestad, sin fantastiske flotte ringmur om byen og for at Valdemar Atterdag i 1300 tallet ifølge legenden brandskattede byen for 3 tønder guld og sølv. Gotland var dansk fra 1361 til 1679, hvor svenskerne erobrede øen tilbage. Der ligger mange ruiner i Visby, men domkirken er flot restaureret og bevaret. Den var vi selvfølgelig inde og se. Byen bliver besøgt af over 1 million turister hver sommer. Store krydstogtskibe lægger til udenfor havnen, og sejler turisterne ind til byen. Ellers sejler man fra Oscarshamn, Nynäshamn og Øland om sommeren, men vi kom i vores egen båd :o)) Stort og fantastisk.
Visby.
Domkirken i Visby.
Ruin i Visby.
Havnen i Visby.
Søndag d. 20. juni 2010
Vi må ud og se på øvrige Gotland, så vi tog en bus nordpå. Op til Fårö, hvor man skal med en færge over, 15 min. tog det. Vi havde taget cykler med, så vi blev sat af midt på Fårö, hvor vi fandt et turist-bureau, for hvad skal vi nu kigge på. Vi cyklede ud til vestkysten, til en meget lille havn, indtog vores frokost/øl og så videre langs kysten, hvor vi kom ud til Digerhuvud, et naturreservat, som er Sveriges største rauk-område. Store rauker stod langs kysten, som oprindeligt er forstenede koralrev. Faktisk lå Gotland ved Ækvator for 400 millioner år siden, og øen flytter sig 15 cm. nordpå om året, så hvad skal det dog ende med. Det var et meget flot og interessant område. Vi vendte cykler mod færgen igen, men skulle lige have en kaffetår halvvejs, for lige meget hvor man cykler på Fårö, så er det op ad bakke og strid modvind hele tiden :o)) Vi nåede lige med nød og næppe den gule færge, så vi kunne komme med bussen tilbage til Visby. Spændende dag.
Blomster og Rauker på Fårö.
Godt med en pause.
Mandag d. 21. juni 2010
Holiday sejlede i morges kl. 04.00 fra Visby, men det har været hyggeligt, at følges med dem. Hvem ved måske træffes vi igen, ihverttilfælde så derhjemme i Ishøj eller Vallensbæk.
Vi tog atter en bus, men sydpå til Klintehamn, hvor vi kom med en båd til Store Karlsö, som er en stor kalkstens-klippe, der rejser sig op af havet. Et fantastisk natur-reservat, med et fugleliv af rang og en skøn fauna. I billetprisen var der iberegnet en guidet rundtur på øen, for man må ikke færdes alene. Store Karlsö er Østersøen´s største fuglebjerg. Ca 10.000 Sillgrissle-par yngler hvert år her, det samme gælder ca. 5.000 Tordmule-par. De sidder tæt pakket på klippehylderne, hvor de lægger 1 æg. Når ungerne er klækket og store nok, kaster de sig ud over klippen 40-50 meter, og ud i vandet, hvor de så svømmer væk fra øen sammen. De har samme mage hele livet. Ungerne kan ikke flyve i starten, men lærer det efterhånden. Også sølvterner var der i tusindevis. Et fantastisk skue, at se disse fugle og et leben af fuglekor, så man ikke kunne høre, hvad man selv tænkte :o)) På rundturen så vi mange flotte planter og orkideér. Ja, det var også en oplevelse, der vil sidde på nethinden resten af vores liv. Hjem med bus til Visby igen og pakke båden, for i morgen sejler vi tilbage til Øland, en kæmpe oplevelse rigere. Men det skal siges, at vi har oplevet 4½ dag i flot solskin. Det er bare heldigt. Tag endelig en tur til Gotland.
Blomster på st. Karlsö.
Sillgrisslor på hylder.
Tirsdag d. 22. juni 2010
Kl. 05,30 afgang fra Visby i overskyet vejr, men ingen vind. Efter 2 sømil fik vi et par timer både med regn og torden. Uhhhhhh, ikke noget for fru Svensson, men jo nærmere vi kom Øland, jo lysere blev vejret igen. Ja-Hu. Vi stævnede ind i solrige, hyggelige Byxelkrok kl. 14,30 glade for, at vi nåede Gotland på vores togt. Godt trætte gik vi i høet allerede kl. 21.00.
Onsdag d. 23. juni 2010
God morgen sol og varme. Nu er sommeren rigtigt kommet, så vi sejlede til Vestervig-skærgården. Tilbage til fastlandet. Vi kom til Figeholm havn kl. 13, og kom igen til at ligge bland tyske både. Det er ikke mange danskere vi har mødt, men ferierne er heller ikke startet hjemme endnu. Det er kun os pensionister, der er tidligt på den. Figeholm havn er en rigtig skærgårds-havn. Vi lå med den smukkeste udsigt. Der fik vi også rigtigt vasket tøj (det var gratis). Grillet og spist på kajen. Det er nu rart, at komme til fastlandet igen.
Figeholm havn.
Torsdag d. 24. juni 2010
"Det er sommer - det er sol og det er torsdag" får man nærmest lyst til at synge. Men igen ikke en vind rør sig. Pyt - vi vil ud og ligge for anker et sted. Sejler gennem smukke skærgård til en ankerplads i Solberganässet, ind mellem klipperne (næsten) og finder en skjøn bugt, som nærmest er en indsø. Vi kan ankre op til en kæmpesten, og minsanten om der ikke ligger en dansker, og så fra Rønne. Vi bliver hjulpet godt på plads af Stig, og så bliver der ellers snakket borholmsk :o)) Griller på stenene og hygger os om aftenen, lige indtil myggene vågner, så lukker vi ned efter en rigtig rigtig sommerdag.
Ankerplads i Solberganäset.
Så skal der grilles.
Fredag d. 25. juni 2010
Kl. 08.00 følges vi med Stig ud af Solberganässet og sejler ad snævre løb videre sydpå. En flot dag. Det er midsommeraften for svenskerne, så bliver der festet igennem. Da vi kom til Revsudden havn, efter 30 sømil, kunne vi høre, at festlighederne allerede var igang, med sang, spil og dans om majstangen. Skyndsomt gik vi efter lyden, men nåede ikke frem til dansen, alligevel kunne vi fornemme festligheden. Gik en tur i området, som også har et fuglereservat, hvor der bl.a. lever "prutgæs" :o)) - Gad vide, hvordan sådanne ser ud. Vi så kun almindelige gæs, såhhh.....Vi grillede skjøn mad, mens vi kunne høre, at svenskerne spiste Matsjesild og drak snaps, nok mange, for lystigt
lød det.
Midsommeraften i Revsudden.
Revsudden havn.
Lørdag d. 26. juni 2010
Idag sejlede vi kun 7 sømil - dejligt - til Kalmar, vi skal have alvorligt provianteret. Ligesom vi sejler ind i havnen, ligger Holiday fint og flot i havnen og vinker os velkommen. Får en plads ved siden af. Hyggeligt, at mødes igen. Nu er der for alvor kommet danske både til Sverige. Det er nærmest danske-lejr og ikke tysker-lejr, på en måde meget rart. Om eftermiddagen giver Holiday lækker kage og kaffe på kajen, mens vi fortæller om oplevelser, siden vi sås. Vi gik en tur til Kalmar´s flotte slot og den gamle stad, som er så velbevaret og fin. Om aftenen stod det på pizza-restaurant, så jeg holdt madfriddag. Fedt.
Gamle stan i Kalmar.
Kalmar slot.
Søndag d. 27. juni 2010
Kl. 07.30, farvel til Kalmar og sejler 28 sømil tilbage til Kristianopel, hvor vi var for 14 dage siden. Utroligt - hvad vi har oplevet i mellemtiden. (Jeg vil lige fortælle, at nu virkede vores kortplotter igen. Den har ikke virket fra Kristianopel og nordpå, men vi har klaret os med søkortet på computeren. Men ret irreterende, at der skal et "guldkort" til. Vi valgte ikke, at købe et i år, det må blive til næste år). Boderne var åbnet på havnen, så nu er sæsonnen startet. Jeg fik købt lidt gaver og suvenir. Den hyggelige havnefoged kunne huske os, og vinkede os velkommen. Om aftenen spiste vi på kajen sammen med Holiday og en anden dansk båd fra Marbæk, som lige havde startet ferie, og skulle gennem Gøtakanalen. Suk-ja, der er også dejligt, men forhåbentlig kan det prøves igen.
Irich coffé i Kristianopel.
Lille gæst til morgenmad.
Mandag d. 28. juni 2010
Den smukkeste morgen med det smukkeste flade vand og ikke en vind rør sig. Men alligevel tog vi ud på bølgen blå. Det er længe siden, at sejlene har været oppe. Men de kom op, for vi fik lidt vind. Vi kom til Blekinge skærgård igen og sejlede til Drottningskär havn, som ligger på Aspö. Holiday sejlede til Dragsö Utkik ved Karslkrona. Tak for hyggelige denne gang, vi ses hjemme. I havnen fik vi en go´ varm plads med udsigt til skærgård og et kastel fra 1600 tallet, som ligger på øen. Meget flot. Om aftenen, gang i grillen og nød mad og udsigt samt dejlig rødvin. M.H.T. til rødvin, der ved at være krise, for vi har næsten ikke mere tilbage, så vi er på ration :o)
Tirsdag d. 29. juni 2010
Idag kom sejlene op. Kaptajnen var glad - igen, selvom vinden ikke kunne holde så længe, så er det godt, at få dem luftet. Vi sejlede 22 sømil til Laxboden havn på Tärnö, som vi havde fået anbefalet. Ååååhh, hvilken perle, en lille bitte havn, hvor der ikke var plads til ret mange gæstebåde, men selvfølgelig er der altid plads til Miss Mari. Fred, ro og natur. Ingen biler og kun stier rundt på øen. Her ligger 60 huse. En del er sommerhuse. Der findes en lille kiosk ved havnen, men får man brug for mere proviant, kan det bestilles og sejles herover. Vi gik en lang tur op på "Dragebjerget", som ligger ved siden af det lille træ-fyr, som er Sveriges ældste fungerende træfyr. På Dragebjerget havde vi udsigt over halvdelen af Blekinge´s skærgård, fantastisk. Men husk på, at det var her (Tärnö) dragen fløj til med 2 vingeslag fra Hanö i gamle gamle dage (20 km). Besøg endelig denne dejlige plet på verdenskortet.
Tärnö´s træ-fyr. (til venstre)
Smukke Blekinge skærgård.
Dette hus købte vi :o))
Laxbodden havn på Tärnö.
Onsdag d. 30. juni 2010
Så kom dagen, hvor vi skulle tage afsked med Blekinge skærgård, desværre, for her er bare så smukt. Men vi vender tilbage igen, tro på det. Vi sejlede fra Tärnö til Hällevik, som ligger 4-5 sømil vest for Hanö. Ankom ved 12,30 tiden, hvor vinden har frisket ret meget op, og bølger lige imod. I løbet af eftermiddagen er vinden blevet stærkere og bådene er kommet til. Vi tager en havnedag imorgen. Cyklerne skal frem, så vi kan se omegnen, få vasket tøj og båd. Nu skal vi igang med grillen, så slut for denne gang. Næste destination bliver måske Bornholm, men det bestemmer vind og vejr, Teddy vil lige hjem en tur. Hav det godt til næste og sidste rejseberetning for i år. Vi glæder os.
Mange hilsener fra Miss Mari´s besætning
Teddy og Marianne