Top Menu
| Sejlerliv.dk | Chriann.sejlerliv.com | Fortuna.sejlerliv.com | Aabyhøj Sejlklub.dk |
| Startside | Index rejsebreve | Position/rute | Index fotoalbum | Gæstebog |  
Fra Karlsborg i Sverige - 20 juli 2007
Efter Utö sejlede vi søndag d. 8.7 videre i gråvejr, med god vind til Öja, en utrolig gold, men smuk ø i Stockholms sydligste skærgård. Jeg ved ikke helt, hvad der sker med vinden når vi skal lægge til, men ihverttilfælde - var det atter blæst voldsomt op, og Miss Mari drev rundt i havnen, mod de andre både, uha uha, atter stod fru Svensson´s hår llige i luften. Ankeret kunne ikke holde, så med megen besvær kom vi endelig ind langs kajen - puh ha. Regnen væltede ned, men NEJ - der måtte vi skam ikke ligge, så vi skulle lige finde en anden plads, i blæst og regn. Det blev nu hurtigt gjort, så vi var glade. Efter en urolig nat i blæsten, lod vi håret blive nede, og tog cyklerne og udforskede den specielle ø. En lille bitte by var der, med 45 indbyggere, og på sydspidsen lå Sveriges ældste fyrtårn "Landsort", det blev osse lige beset. Teddy havde læst, at man kunne finde en Jættegryde fra istiden, så det var  en tur ud på klipperne, og man er jo ikke født på en klippeø (Bornholm) for ingenting, så medens Teddy sprang fra sten til sten, kartede jeg mig bagefter, og endelig fandt vi jættegryden, et utroligt syn, som skal opleves. Der sad vi og nød den smukke skærgård, som vi havde udsigt til. Jo - det var godt, at vi fik oplevet denne smukke ø, hvor der ikke er så mange både, der lægger til, nok fordi havnen ligger meget udsat, for næsten alle vinde. 
Tirsdag d. 10.7 var der afgang fra ôja, og vi fik den sidste tur i  skærgården i sol, overnattede i en fin havn i Aksösund og så videre mod Gøta-kanalen, hvor vi ankom til ved 14 tiden. Så skulle sluserne lige beses.  Hvordan med slusning, og hvordan mon man gør ??? Efter snusning og venten på turistpassagerbåde (som har førsteret) kom vi godt igennem første slusning - ingen problem :o)) Vi havde lige startet vores sejlads, da vi fik et skybrud m/torden og lyn ned over os, så næste slusning foregik i kaos, men vi var 4 både sammen, som ved fælles hjælp, kom godt igennem og videre til Söderköping, som bare er så fin og flot, og efter et par timer skinnede solen igen på os.
Torsdag d. 12.7 blev vi i Söderköping, hvor vi fik provianteret godt op til videre færd, og vasket en del tøj, set byen og besteget en klippe :o)) "Det Blå Bånd" som Gøta-kanalen og Trollhätte-kanal bliver kaldt, er et fantastisk menneskeskabt bygningsværk, som blev grundlagt for i år 175 år  siden, så det er jubilæumsår, hvad man godt kan mærke rundt omkring. Kanalerne blev lavet for at forbinde Østersøen og Kattegat.
Gøta-kanalen er 190,5 km. (102,9 sømil) lang. Trollhätte-kanalen er 86,1 km (46,5 sømil) lang. Vi vil blive hævet 91,5 meter over havet (fantastisk). Gøta-kanalen har 58 sluser Trollhätte-kanalen har 6 sluser. (Hårdt arbejde :o)). Dertil  kommer de 2 store søer vi skal over på tværs, som er henholdsvis (Vättern) 32,41 km (17,5 sømil) bred og 135,2 km (73 sømil) lang. (Vänern) 70 km (37,8  sømil) bred og 140 km (75,6 sømil) lang, på størrelse med Sjælland.
Fredag - lørdag 13. - 14.7 blev brugt på at sejle ad kanalen i roligt tempo, og øve os på slusning, som vi er blevet rigtig gode til. 19 sluser er det blevet til. Deri indgår en slusetrappe med 7 sluser, et utroligt syn. Så snart man har overstået en sluse, sejler man direkte ind i den næste. Et rigtigt turist-udflugtsmål. Langs kanalen løber en cykelsti, som bliver flittigt brugt, af cykelturister. Ja, det er simpelthen vidunderligt, at være i dette eventyrland. En utrolig ting skete for fru Svensson, som en dag skulle være kaptajn, sejlede i fin stil (nok liiidt for langt inde mod kanten), pludselig sejlede Miss Mari ind i et træ :o(( ja I tro nok det er løgn, men masten ramte en trætop, som ragede ud over kanalen. Ak o ve o klage, en kæmpegren knækkede og rev tv-antenne, vindmåler og windexet skævt. Puh ha - hvor flovt, for Kaptajn Teddy måtte op i masten, og reparere og sætte tingene pænt på plads, det som kunne reddes. Godt, Kaptajnen kan alt. I skrivende stund er vi nået over Vättern i dag d. 20.7, ikke langt, men vi sejler ikke så langt ad gangen, vi nyder simpelthen hver en strækning, for  vi kan ikke få nok af dette.

Hav det godt alle sammen til vi skrives ved igen.
Mange hilsener fra Miss Mari´s besætning
Teddy og Marianne
Forrige rejsebrevNæste rejsebrev
Copyright © Miss Mari 2007 - 2011 *** Web: bpvk